Sun Tours får nyt ejerskab

Med et nyt ejerskab er Sun Tours nu købt ud af boet efter rejsekoncernen TravelCo Nordic. Sun Tours er igen med danske ejere, Sun Tours’ adm. direktør Peder Hornshøj fortsætter som medejer i spidsen for det nye selskab.

Efter en meget turbulent periode for den danske rejsebranche og i særdeleshed Sun Tours – grundet et flyselskabs konkurs og fusion af andre udenlandske selskaber – er Sun Tours igen på gode hænder, og økonomien er stærk.

- Det er en kæmpe forløsning og en vanvittig stor glæde for mig, at jeg nu kan præsentere Sun Tours med et nyt ejerskab. Vi har formået at få skabt et både stærkt økonomisk fundament og en god ejerkreds, så vi også i fremtiden kan sikre ferien for vores mange gæster – præcist som vi har gjort det i flere årtier, siger Peder Hornshøj, der fortsætter som adm. direktør i selskabet og siger:

- I de meget svære tider, vi har været igennem de sidste par år og herunder Coronakrisen, har vi haft en fantastisk opbakning fra vores mange kunder og stamgæster. Tusinde tak til jer alle. Jeg glæder mig rigtig meget over, at vi nu kan fortsætte vores rejse sammen med jer og have kræfterne til at lægge yderligere på, siger Peder Hornshøj.

Ny ejerkreds
Den nye ejerkreds i Sun Tours består nu af tre aktionærer: Selskabet PH Bravo med Peder Hornshøj i spidsen, og hvor også Sun Tours’ salgsdirektør, Gitte Søndergaard, er involveret med en aktiepost - dertil et selskab under Mads Bygballe Christiansen, der i dag er ejer og stifter af Sunway Group i Århus med masser af erfaring fra rejsebranchen. Derudover er selskabet Solbjarg også med i den nye ejerkreds, men foreløbigt kun i en overgangsfase.

Hvad betyder det for mig som gæst og kunde?

Lige nu arbejder vi på højtryk for at få alt på plads omkring det praktiske, og vi vil gerne informere om, hvad det betyder for lige præcis dig. Her nedenfor er der nogle gode informationer, og vi opdaterer hjemmesiden løbende. 

Jeg har penge til gode for en tidligere rejse, som blev aflyst – hvad sker der nu?

Har du købt en pakkerejse, som er blevet annulleret af os, vil dine penge altid være sikret. Vi informerer dig hurtigst muligt om, hvordan dine penge bliver refunderet til dig. 

 

Jeg har en kommende rejse – hvad sker der med den?

Har du en kommende rejse, kontakter vi dig også. Vi arbejder på højtryk for, at vores systemer igen kommer op at køre, så vi kan gøre din rejse aktiv hos os. De penge, du har indbetalt, følger din rejse. Vi sender dig selvfølgelig ikke afsted, hvis Udenrigsministeriets Rejsevejledning ikke tillader det. Denne gælder dog kun 7 dage ad gangen og opdateres hver torsdag kl. 16.00. Du behøver ikke kontakte os nu. Vi kontakter dig, indenfor de næste par uger.

 

Jeg har et gavekort – hvad sker der med det?

Hvis du har et betalt gavekort på en pakkerejse, eller hvis du har modtaget et gavekort for en pakkerejse, der skulle have været påbegyndt efter d. 13. april 2020 og inden d. 31. december 2020, og pakkerejsen er aflyst pga. Corona, kan du ikke miste beløbet. Gavekortet vil fortsat gælde hos os. Der er noget praktik omkring dette, og så snart dette er på plads, opdaterer vi om dette her på hjemmesiden, så du ved, at tiden er klar til, at du kan benytte gavekortet.  

 

Kan jeg bestille en rejse? 

Så snart praktikken og teknikken falder på plads, kan vi igen sælge rejser, men du er meget velkommen til at skrive en mail til os på info@suntours.dk, hvis du ønsker at bestille en rejse. Så ringer vi dig op, når vi kan tage imod din bestilling og booke den ind i vores system. Vi forventer, at vi indenfor den næste uge åbner op for normal bestilling af rejser via af vores hjemmesiden. 

 

Jeg har en rejse, hvor restbetaling forfalder – hvordan forholder jeg mig?

 Vi arbejder på højtryk for at få vores systemer op at køre, men indtil de igen virker, skal du ikke betale restbeløbet. Vi kontakter dig lige så snart, du kan betale beløbet ind til os – du skal altså ikke foretage dig noget lige nu. 



Alle rejsemål
Skiferie
Storbyferie
Flybillet

Del denne side via E-mail