Praktiske oplysninger
PRAKTISKE OPLYSNINGER VED BESTILLING AF
REJSEN
Bestilling af rejsen kan ske telefonisk, på internettet eller ved
personlig henvendelse i vores salgskontor. Der kan kun bestilles én
indkvartering pr. billet. Ønsker I at bestille mere end én
indkvartering skal I have flere billetter.
Bemærk venligst
Bestillingen er ikke endelig, før I har modtaget en
skriftlig ordrebekræftelse enten pr. mail eller post. Såfremt der
vil være yderligere korrespondance omkring det allerede bestilte,
fremsendes dette enten pr. mail eller pr. post efter eget
valg.Papirbillet fremsendes mod et gebyr på 50
kr. Husk altid at kontrollere, at oplysningerne på de
tilsendte papirer stemmer overens med det bestilte. Det er meget
vigtigt, at alle navne er stavet korrekt og stemmer overens med
oplysningerne i den rejsendes pas. Efter depositum er indbetalt
koster ændringer 300 kr. pr. person.
Betaling af rejsen
Straks efter bestilling af rejsen modtager I en faktura
enten pr. post eller pr. mail. Denne er samtidig jeres billet.
Heraf fremgår hvornår depositum og restbeløbet forfalder. Uanset om
I har bestilt jeres rejse online eller via telefon, kan I betale
rejsen over internettet. Vi accepterer Dankort,Visacard og
Mastercard. Jeres betaling registreres direkte i vores
bookingsystem.
BEMÆRK: Hvis der er mindre end 14 dage til afrejse
SKAL rejsen betales med kreditkort med det samme på vores
hjemmeside eller gennem vores call center. Betaling via giro og
netbank er ikke
muligt.
Billetten er først gyldig, når det fulde beløb er
indbetalt. Der fremsendes ikke yderligere, ligesom Sun Tours heller
ikke fremsender kvitteringer på at indbetalt depositum og restbeløb
er modtaget. I har selv mulighed for at se status på billetten ved
at logge jer ind på jeres billet via vores hjemmeside (se
"Bestilling").
Tjek jeres billet online på www.suntours.dk
Dette gøres ved at gå ind på suntours.dk under "Min
rejse" med de log-in detaljer, som står oplyst i øverste højre
hjørne på billetten. Det er vigtigt at taste password ind
nøjagtigt, som det står på billetten, dvs. når der står et bogstav
med stort, skal det skrives med stort, når man logger sig ind.
Sygdomsafbestillingsforsikring
Vi anbefaler, at I ved bestilling af rejsen tegner en
afbestillingsforsikring, der koster 195 kr./pers.
Afbestillingsforsikringen skal tegnes ved bestilling af rejsen og
betales sammen med depositum, hvorefter forsikringen er bindende.
Ved tegning af afbestillingsforsikring fremsendes
forsikrings-betingelser automatisk.
Rejseforsikring
Vær opmærksom på, at det gule sygesikringsbevis kun
dækker i EU-lande, og at hjemtransport ved sygdom ikke længere er
inkluderet. Sun Tours er frem til 14 dage før afrejse behjælpelig
med at tegne en rejseforsikring gennem Gouda Rejseforsikring A/S.
Hør nærmere ved henvendelse til vores callcenter, hvor I også kan
rekvirere en brochure.
Ønsker
Særlige ønsker skal oplyses ved bestilling af rejsen, så
de fremgår af billetten. Vi kan desværre ikke give 100% garanti
for, at alle ønsker opfyldes. Det er oplysningerne og evt. aftaler
påført billetten, der er gældende.
GENEREL INFO OM INDKVARTERINGER
Ankomst/afrejse
Ved ankomsten vil vores rejseledere anvise Jer Jeres
indkvartering. For de af vores gæster der ikke kan få deres
indkvartering på ankomsttidspunktet og skal forlade indkvarteringen
før hjemrejsetidspunktet, vil der være mulighed for
bagageopbevaring (på eget ansvar). For de af vores gæster, der
vælger selv at stå for transporten til feriestedet, vil det oftest
være hotellets/campingpladsens personale, der står for
indkvarteringen.
CHARTERFERIER
Indkvartering i hotel/lejlighed På ankomstdagen kan indkvarteringen overtages om eftermiddagen og skal på afrejsedagen forlades om formiddagen. Sun Tours' rejseleder vil oplyse de præcise tidspunkter. På nogle hoteller/lejlighedskomplekser er det muligt mod ekstra betaling at beholde indkvarteringen til efter det fastsatte tidspunkt for ud-checkning. Forespørg i receptionen på rejsemålet.
Billeder i kataloget og på internettet Vi gør opmærsom på, at billeder af værelser/lejligheder kun er eksempler på sådanne. Vi kan derfor ikke garantere for, at den bestilte indkvartering er helt magen til. Indretning Lejligheder/værelser samt balkoner og terrasser kan variere i størrelse og indretning. Køkkennichen i lejligheden vil typisk være enkelt indrettet med køleskab og et par kogeplader/blus samt sparsomt køkkenudstyr. Kaffemaskine og ovn forefindes ikke, med mindre det er nævnt under den enkelte indkvartering. Opredninger Flere steder er det muligt med ekstra opredninger. Disse opredninger vil typisk være af ringere standard end de eksisterende sengepladser. Linned/håndklæder I alle lejligheder/hotelværelser vil der være sengetøj og linned samt håndklæder. Man bedes selv medbringe håndklæder til pool og strand. Hvis man bor i lejlighed bedes man ligeledes medbringe viskestykker og karklude. Skift af linned/håndklæder varierer fra sted til sted. Rengøring Rengøring af værelse/lejlighed er altid inkl. medmindre andet er nævne (opvask ikke indbefattet). Antal rengøringsdage varierer fra sted til sted. Aircondition Hvor der er aircondition kan denne bruges både til nedkøling og opvarmning. Aircondition kan på nogle hoteller/lejligheder køre i intervaller dvs. på fastlagte tidspunkter, som styres af de enkelte indkvarteringssted. Hvor aircondition ikke er inkluderet i rejsens pris foretages afregningen på rejsemålet. Safeboks De fleste lejlighedskomplekser/hoteller har safeboks. Denne forefindes enten i selve lejligheden/hotelværelset eller i receptionen. Betaling for leje afregnes på rejsemålet.
CAMPINGFERIER
Indkvartering i telt
Bus- og Kør Selv gæster kan overtage teltet kl. 10.00 på
ankomstdagen, og på afrejsedagen skal teltet forlades rengjort kl.
9.30. Flygæster kan oftest overtage teltet ved ankomst og beholde
det op til afrejsetidspunktet. For alle campinggæster gælder, at
man på sæsonens allersidste hjemrejsedag må påregne at skulle
forlade teltet kl. 8.00. Dette skyldes, at SunTours' teltlejr
pakkes ned ved sæsonafslutning.
Indkvartering i hytte, bungalow eller mobilhome
For vores gæster, som vælger ovenstående indkvartering,
er der individuelle regler for overtagelse og fraflytning. Som
regel gælder følgende: På ankomstdagen kan indkvarteringen
overtages om eftermiddagen og skal på afrejsedagen forlades kl.
10.00. Ovenstående tider for overtagelse og fraflytning af
indkvarteringer skal ses som vejledende. Gældende for alle
indkvarteringstyper/rejseformer er, at rejselederen vil oplyse de
præcise tidspunkter.
Deponeringsboks
De fleste campingpladser har deponeringsboks til
opbevaring af bl.a. kontanter. Betaling for leje afregnes på
rejsemålet.


